Da min gode ven, Bill Mitchell, The Poynter Institute, mandag optrådte på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, havde han flere interessante ting i posen. Bl.a. en udvikling af en tidligere model for Next Step Journalism.
Et centralt begreb i Bill Mitchell´s nyudviklede model er “the golden hour” (hentet fra Storyfuls Brian Little). Det er udtryk for tidsrummet efter en begivenhed indtræffer – og hvor en journalist virkelig kan gøre en forskel i retning af at få styr på kendsgerninger og få kontakt til relevante kilder tæt på begivenheden.
The primary commandment is that there is always someone closer to the story….We are not experts in every subject. We find the people who are,
skriver Brian Little i artiklen, der mener, at “breaking news” som sådan må revideres grundigt. Den klassiske journalistiske målsætning om at “have nyheden først” mener han er en fjollet illusion.
Det handler i stedet om at knokle for lynhurtigt at opbygge netværk af øjenvidner, forbipasserende, aktivister, eksperter og fag-journalister, der i “the golden hour” arbejder sammen om at sortere sandt fra falsk, verificere information, dokumentere begivenheden, tilføje kontekst og analyse.
Storyful believes the key skill for journalists in a social age is collaboration. There really is no alternative to working with others in the Golden Hour. If a newsroom decides to go it alone, the chance you will be consistently first is nonexistent. The chance that you will often be wrong is 100 percent,
skriver han – og går altså i den stik modsatte retning af den journalistiske myte om nyhedsjægeren som den ensomme ulv på jagt efter solohistorien.
I stedet ser han fremtidens nyhedsjournalist som én, der forstår at udvikle netværk med relevante interessenter i en historie – og medvirke til at sådanne netværk kan arbejde produktivt i og med den pågældende nyhedshistorie.
